Det transcendente menneske

Mit andet indlæg er også baseret på mine tanker, inspirationer, opdagelser og refleksioner i forbindelse med skriveprocessen til min Masterafhandling i Oplevelsesledelse på RUC. Det første indlæg: "Jagten på mening" kan du læse ved at klikke på linket.

Dette indlæg er inspireret af, på den ene side Morten Albæks kritik af danskernes manglende selverkendelse og overvurdering af egne evner (X-factor loven) og Csikszentmihalyis tanker om det transcendente selv. Indlægget er også mit ydmyge bidrag til, at rette fokus mod en gruppe mennesker som fortjener mere synlighed, anerkendelse og taletid i medierne.

I gamle dage blev mennesker der påtog sig krævende og komplekse aktiviteter æret og hyldet som vise mænd og kvinder. I dag har vi ikke officielle titler til den slags mennesker. Hvad værre er, disse mennesker får ikke i samme omfang som i gamle dage, anerkendelse for deres bidrag til samfundet. Det er ærgerligt for ifølge Csikszentmihalyi:

“er mennesker med særlige fremadrettede og komplekse aktiviteter, bidragsydere til en fælles fremtid, som faktisk øger ikke bare egen entropi, men også omgivelsernes.” 

Ved ikke at anerkende disse mennesker, får vi sværere ved at lære af deres eksempler, gode råd og erfaringer.

Problemet

Tilgengæld vokser anerkendelsen og tilbedelsen af de mennesker som uge efter uge optræder på tv i bedste sendetid i de såkaldte reality shows. Jeg vil ikke bruge særlig meget spalteplads på at omtale disse shows, da de efter min mening er ligegyldige og ikke bidrager med noget værdifuldt til samfundet overhovedet. Tendensen er desværre ifølge Albæk at: 

“Alle vil være på scenen og ingen vil være publikum”

Egoet skal dyrkes for enhver pris og det handler om at blive kendt. Men kendt for hvad? Deltagerne har sikkert glemt, at hvis alle er kendte, er der ingen, der er kendte.

Det transcendente menneske

Jeg vil rette mit fokus mod de mennesker som investere hovedparten af deres energi i krævende og komplekse aktiviteter. De mennesker der, når valget står mellem en mindre eller en mere krævende aktivitet, ofte vælger den sidste aktivitet frem for den første, og ikke springer over hvor gærdet er lavest. De mennesker som er opslugte af aktiviteter og ikke belønninger. Den komplekse og krævende aktivitet giver disse mennesker bedre oplevelser, personlig vækst og ikke mindst læring. Vi kalder sådanne mennesker transcenderende. Transcendens betyder at overskride eller ligge uden for visse grænser, især grænserne for menneskelig erfaring.

Et transcenderende menneske, er et menneske der forsøger at bevæge sig ud over sine personlige rammer, ved at integrere sine individuelle mål med mål der er større end en selv, såsom familiens ve og vel, et bærerdygtigt samfund etc. Fokus er på os i stedet for mig. Det transcendente menneske er i stand til at kombinere modsatrettede tendenser og gøre sin passion til sin karriere, bevare sit sociale liv og samtidig være ansvarlig, omgængelig og hjælpsom over for andre.

Hvordan bliver man et transcenderende menneske?

Der er ifølge Csikszentmihalyi to slags færdigheder der kan lede til transcendens. Den ene færdighed er spiritualitet og den anden er visdom.

Spiritualitet som praktiseres af kunstnere, vise mænd og kvinder, filosoffer, shamaner, imamer og præster har altid været agtet og respekteret i forskellige kulturer. Spiritualitet er ofte forbundet med tro på overnaturlige kræfter, men er af asiatiske religioner og europæiske filosoffer videreudviklet til at opnå harmoni og kontrol over sindet uden at inddrage guder og andre almægtige eksistenser. Det interessante spørgsmål er hvad vi kan bruge spiritualitet til i 2014? Det moderne menneske i det 21. århundrede har ifølge Albæk svært ved at svare på det vigtigste og mest grundlæggende af alle spørgsmål: “Hvad er meningen med det menneskelige liv?”. Det manglende svar på spørgsmålet skyldes den manglende erkendelse af sig selv som kan medfører at rigtig mange mennesker farer vild i eget liv. Her kan spiritualitet være en hjælp, da hovedformålet er, at reducere entropi i bevidstheden. Så de der udøver spiritualitet, hjælper os med at finde meningen med alle de meningsløse processer og begivenheder, vi oplever i livet.

Første skridt mod visdom er at indse og acceptere, at vi ikke kan nøjes med at stole på vores sanser og overbevisninger isoleret set. Vi må bestræbe os på, at forstå den virkelighed, der ligger bag vores opfattelser af den. Så pointen er at vi bliver aldrig færdige med at lære og vi kan altid blive klogere. Ifølge Sokrates bør vi se os selv som dumme for at bringe ny viden frem i lyset og Albæk supplere denne holdning med at vi ligeså godt kan vænne os til tanken om, at vi stort set alle er gennemsnitlige mennesker med en gennemsnitlig intelligens. De mennesker som påtager sig krævende og komplekse aktiviteter, i stedet for kun at stræbe efter kortsigtet og personlig gevinst, vil opleve en indre kvalitet af lykke.

Lad os få fokus og anerkendelsen tilbage på de mennesker, der bruger alt deres energi på krævende og komplekse aktiviteter til gavn for mange og fjerne fokus fra dem der kun tænker på sine egne resultater og belønninger.

Jeg vil gerne afslutte med et citat af Csikszentmihalyi:

“Hvis vi alle forstod, at det gælder vores fælles overlevelse som avanceret art, at klodens fremtid som en livgivende og vidunderlig have i universets store tomme rum stod på spil, ville vi være i stand til at anvende en stor del af vores opmærksomhed på at beherske selvets naturlige grådighed, og lytte til kompleksitetens kald. Det ville tilmed opleves som en meningsfuld tilstand for de fleste.”

Næste gang du møder et transcenderende menneske, så sæt dig på tilskuerrækkerne, hold din kæft og lyt, du bliver helt sikkert klogere.

Jesper OutzenComment